Leine

Men kan ikke komme for sent til en flyver og tro at tro man bare can springe på den næste, som om det var et tog.'

Jeg har virkelig ondt af jer, siger hun, men jeg kan altså ikke gøre noget ved den slags.

Tænk på min søn, trygler min far. Han har glædet sig som et barn til den rejse. Det er er ikke hans skyld, det er min skyld og ingen andens. Jeg er en idiot.

Ja, jeg er ikke uenig med dig, siger hun.

Hvis jeg er skyld i at han ikke kommer af sted, overlever jeg det ikke.

Så siger kvinden, vent et øjeblik, og forsvinder ind på kontor.

Tre timer senere sidder vi i en flyver på vej til Rimini. Vi har fået lov til at bytte vores fjorten dage på Sicilien væk for otte dage vede Adriaterhavet.

Det er millioner af mennesker dernede, mennesker der i dette øjeblik elsker, myrder, mødes, skilles, dør, fødes, men de er alle usynlige. Jeg opdager at dette er det perspektiv der passer mig bedst.

Søndre Strømfjord, porten til Arktis, er som iskoldt, destilleret vand. En rå gus af flybrændstof hænger over landingsbanen, men ligger snart bag os. Termometer viser 12 grader celsius. Dette er ikke blyholding, recirkuleret luft, den stinker ikke af menneskers og maskines udsoringer.
Det er en ny luft.

Jeg ved ikke hvad der er med mig og de grønlandske piger.
Et eller andet er der. Det er ikke kun pigerne på afdelingen, deres smil og nærvær, deres øjne og hænder der hele tiden strejfer mig. Det er ikke kun pigerne jeg passerer på gaden, i butikken, i bussen, ansigterne der ligesom åbner sig mod mig, øjenbrynene der springer op i panden. Det er også mig selv.

Rosa er et par år ældre end mig. Hendes hår er kortklippet og skinnende sort. Hun taler et melodisk, gebrokkent dansk og har en mørk stemme. Hun holder mundenlukket når hun smiler, men når hun glemmer sig selv, og hendes læber glider til side, ser jeg ad hun mangler en tand i overmunden.
Det sorte hul mellem fotænderne giver hendes skøned et præg af smerte og sårbarhed.

Men Nuuk trækker mig ind i sin favn. Her er en intimitet, selv mellem fremmede, en brysk og næsten familiær elskværdighed, som jeg aldrig før har oplevet. Jeg lærer at pesvare den grønlandske hilsen, at trække øjenbrynene op i panden og gøre øjene store. Det er en tavs hilsen, men desto mere intim, en hilsen både mellem mæand og kvinder.

At tale grønlandsk er at ændre sin måde at tænke på, ændre sit billede af verden. Jeg bliver et andet menneske når jeg taler grønlandsk.

Børnene er tiltrukket af dette hemmelighedsfulde værelse. Jeg vil ind til far, ken jeg høre en af denm sige. Far skriver, siger Lærke. Du må love at være stille. De kommer listende, lukker døren efter sig og sætter sig i sofaen. Og fordi de har lovet at være stille, falder de tit i søvn som følge af anstrengelsen.

Hun hedder Arnaq, siger hun. Det betyder kvinde.

Der går vi til angreb på hinanden. Lænet op ad en af Grønlands ældste bygninger forener vi os gennem et par nødtørftige åbninger i tøjet. Jeg klemmer hendes ansigt mellem hændernem mærker knoglestrukturen mod fingerspidserne. En afgrund af modstridende følelser åbner sig i mig. Lettelse. Sorg. Fryd. Vrede. Selvhad.

Da vi går indad mod byen igen, spørger jeg hend om hendes efternavn, hendes adresse, om vi kan ses igen. Men hun vil ikke fortælle andet om sig selv end at hun kommer fra en bygd nordpå, for hvis hun siger mere, ender hun med at blive forelsket i mig, og hun vil aldrig igen forelske sig i en gift mand, har hun lovet sig selv.
Uden for Blok 4 prajer hun en taxa, kysser mig, siger baaj, og forsvinder ud af mit liv.
Da jeg nogle minutter senere trækker tøjet af og kryber i seng, med smertende øreflipper, stivfrosne fødder og en mat følelse i underlivet, vender Lærke sig halvt om spørger, hvor jeg har været.
Sammen med en pige, siger jeg.
Mem måske har un talt i søvne og ikke hørt mig. For lidt efter hører jeg på hendes vejrtrækning at hun sover tungt.

Far, siger han, hvornår er det jul?
Det er lang tid til. Det er jo midt om vinteren.
Det er bare fordi at jeg ønsker mig noget til jul.
Hvad ønsker du dig?
Et skelethoved.
Hvad er det for nøget, er det et legetøj?
Nej, et rigtigt skelethoved. Fra en død mand. Eller en dame.
Et kranie? Hvorfor ønsker du dig sådan et?
Fordi det er flot.
Sådan et kan man ikke købe, siger jeg.
Jamen, du er jo sygerplejerske, indvender han.
Du må ikke få et kranie, siger jeg, basta. Og så tror jeg vi skal begynde at læse nogle andre digte.
Solen er begyndt at varme. Vi lægger os på ryggen i det stive græs. Det tager os ikke mange minutter at falde i søvn.

Derfor syntes jeg vel også selv dengang at det var lige det, sex var det dejligste i verden og jeg gik gerne over både min egen og andre menneskers livslykke for at få det. Men senere har jeg da fundet ud af at det stak meget dybere. Jeg ville realisere mig selv, eller mit Selv. Og det er vel hvad hvert menneske bør gøre, og hvad vi bør hjælpe hinanden til.
Brevet er et spejl han holder op foran mig. Se, siger han, sådan var jeg, og sådan er du. Vi er ens. Men er der en ting jeg ikke kan holde ud, så er det tanken om at ligne min far.

Overalt hvor jeg går, bærer jeg rundt på min far. Og har en tung.

Den unge fyr er Jimmy. Min far har været frygtelig bekymret for ham, fordi han ikke har givet lyd fra sig i flere uger. Du kunne da have ringet eller sådan noget, siger han.
Undskyld, siger Jimmy. Du er stadigvæk skæv, siger min far. Jeg er sgu da ikke skæv, siger Jimmy og griner. Gå ind i seng med dig og sov rusen ud. Jeg er ikke skæv.

Jimmy bliver boende i tre dage. Han vasker op og støvsuger og hjælper til med at lave mad. Når vi går i byen med børnene, spørger han om han må komme med. Han bærer Joannes på skuldrene, skubber hans gynge på legepladsen, står klar til at gribe ham ved klatrestativet, går med ham i Fætter Br og beundrer ninjadukkerne og transformerlegtøjet sammen med ham, trækker en dødningemaske på som Johannes finder til ham. Om aftenen ligger han på sofaen, stadig med masken på til ære for Joannes, kæderyger gennem kraniemunden og læser tegneserier.
Far, siger Joannes, jeg har inviteret Jimmy med hjem til Nuuk.
Har du det, siger jeg.
Tror du der er plads til ham på flyvemaskinen?
Ja, hvis han har billet.
Jeg har sagt han kan bo hos os.
Hvad skal han så lave i Nuuk?
Mor kan vel passe på ham, ligesom de andre børn?
Men en morgen går Jimmy for at købe mælk og brød og vender ikke tilbage. Min far går ud for at kigge efter ham, men kommer nedslået hjem. Jeg kan se på Svend at han har dette hvad-sagde-jeg udtryk i ansigtet, men han siger ikke noget. Johannes er ulykkelig.

Kakak, siger de.
Det er det de kalder mig. Grønlænden. Det er halvt spot, halvt respekt. Jeg bærer navnet med stolthed. Men Karina er ikke glad. Du er ikke sa lidenskabelig som i begyndelsen, vi er for lidt sammen, du elsker mig ikke mere.
Jeg troede du hadede mig?
Det gør jeg også – og elsker dig. Du vil aldrig forstå min smerte. Du er en kod fisk.
Måske, siger jeg.
Men der er gode dage. Dage hvor vi går ud i fjeldet, sammen med alle fire børn der leger halvnøgne i en bæk, mens vi koger vand til te over et bål. Vi tager af sted ibåden med børnene, pilker torsk og havkat, skyder isfjelde med Enfield’en, anure op sent om aftenen i en bugt, hvor vandet er som sort velour. Min drøm om huset ved stranden, storfamilien, vender tilbage. Men da jeg antyder den for Karina, bliver hun vred.

Jeg har forsøgt at forklare situationen for børnene. Karina er ked af det fordi jeg ikke vil være venner med hende mere. Hun er blevet forelsket i mig, og så kan vi ikke ses mere.
Skal vi så heller ikke lege med Jonas og Elia mere? Spørger de. Det ved jeg ikke, siger jeg.

Anden efterår i Nuuk. Det stormer fra sydvest, regner, sner, regner igen. Så falder temperaturen. I bugten i Kolonihavnen bliver sneen liggende på vandet uden at smelte, en grå, duvende hinde der åbner sig i sorte spor efter jollerne og langsomt lukker sig igen. Det første år er gået, de første tings tid er forbi, og det er når alting begynder at gentage sig at man finder ud af, om man hører til et sted.
Jeg hører til her. Jeg følger mine egne sorte spor fra sidste år, forelsker mig i piger på arbejdet, men holder afstand, studerer grønlandsk, vandrer i tæt snevejr. Fra stranden jagttager jeg skibe der glider ud ad snefoget og forsvinder igen. Men salonriffel og rygsæk på ryggen går jeg i fjeldet, men skyder aldrig noget. Jeg læser romaner og skriver breve mellem larmende børn, med propper i ørerne. Jeg er ikke lykkelig, men jeg er hjemme. Jeg kan ikke forestille mig at være noget andet sted.

I december får jeg et brev fra min far der mærkeligt afklaret og behersket fortæller at Jimmy er død. Han er blevet fundet på et offentligt toilet i Århus, fuld af heroin.

Jeg fortæller ikke Johannes at hans ven er død, og han nævner ham aldrig.

/ 129

Jeg er bekymret for din far, siger Svend den sidste dag inden han rejser. Han har forandret sig, snakker og snakker uden at sige noget. Bliver uvenner med alle. Og så er han blevet så glemsom.
Det lyder som min far, siger jeg.
Nogle gange kan jeg ikke holde ham ud og bliver nødt til at gå.
Måske er der dig der har forandet dig, siger jeg.
Tror du? En gnist, en lille flamme. Nogle gange har jeg lyst til at gøre som dig, tage af sted, opleve noget.
Så gør det.
Det kan jeg jo ikke. Jeg skylder din far alt. Og nu har hanmere brug for mig end nogensinde.
Jeg håber han husker at sige tak.
Det er mig der skal sige tak. Hvis det ikke var for ham, så stod jeg ikke her i dag.
Da vi tager afsked i lufthavnen siger han, tusind tak for en dejlig ferie. Han omfavner os efter tur, tager sin håndbagage og går ud til flyveren, duknakket og hjulbenet. Det bliver hans eneste besøg, og den eneste gang jeg taler så personligt med ham.

/ 131

Hver dag gør jeg noget jeg aldrig har prøvet før, overskrider min kompetenge, sætter min autorisation på højkant, og muligvis mine patienters liv. Jeg elsker det. Aldrig før har jeg befundet mig så langt væk fra mit udspring. /142

Jeg er ikke i stand til at føle noget. Men Enok er knust. Han græder, gemmer ansigtet i hænderne, han kan ikke se nogen i øjene. Han lægger hånden om ham. Jeg trøster ham. / 148

En dag bliver jeg klar over at jeg er i gang med at skrive et brev til min far. Brevet. Det har været på vej i flere år.

/149

Mit næste brev er demonstrativt kort, trekvart side. Det der skete, var ikke noget vi gjorde. Det var dig der gjorde det. Mod mig. Jeg havde forventet en smule skamfølelse, men fik i stedet et sprudlende brev på tredive sider samt en vittighedstegning.

/ 150

Siden ulykken har hundeglam sendt stråler af angst op ned ad min rygmarv. Men at blive skambidt har ikke svækkett hendes kærlighed til hunde eller hendes livsglæde i det hele taget. Hun springer stadig rundt på klipperne bag huset som en arret gnom og bliver rasende, hvis hun ikke må gå ud alene. Hendes ansigt er oversået med røde volde af bindevæv, men hun bærer sine ar med solthed. Hun ar for længst tilgivet hundene der bed hende og deres ejer, og nu insisterer hun på at modtage gaven. Da han kommer med dem, døber hun dem på stedet, med en bydende begefinger. Du hedder Uffe og du hedder Lotte.

/ 153

I perioder sover jeg dårligt. Jeg vågner flere gange i løbet af natten or ligger og lytter. Var der nogen der gik i gangen nedenunder?

Sundhedstilstanden svinger med årstiderne. Mørketiden udløser dvale, midnatssolen bringer hektisk energi og foretagsomhed. Men i overgangstiderne, forår og efterår, lurer destruktive kræfter. Det er her de fleste mord og selvmord sker.

Det er en slags borgerkrig, og ligesom i Bosnien eller Israel berøer den alle familier. Alle ar lidt tab, ikke en familie går fri. Mødre går i evig angst, og med god grund.

En aften banker Judithe på døren. Bag hende står hendes mand, Ezekiel, og skutter sig.
Nakodsa, siger hun, jeg gør det i nat.
Gør hvad?
Hun svarer ved ad føre en finger hen over struben på sig selv.
Jeg sukker. Vent lidt, siger jeg.

Det fryser ti grader.

Fortæl mig hvorfor du vil begå selvmord, siger jeg.
I begyndelsen skal jeg jælpe hende i gang med spørgsmål og medfølende kommentarer, men snart taler hun sig varm.
Datoen for hendes storesøsters selvmord nærmer sig, og hun har hørt søsteren kalde på sig, som hun altid gør ved disse tider. Men jeg har ikke lyst, siger hun, jeg vil ikke gøre min mand og mine børn kede af det.

Alting vender tilbage. Fra tid til anden sker det at jeg oplever noget for første gang. En graviditet uden for livmoren, en tvillingefødsel, en skulder der er gået af led

Således kommer også Judithe tilbage. Det sker en dag efter endnu en søvnløs nat, et barn jeg måtte give intravenøs antibiotika på grund af en alvorlig lungebetændelse, og jeg er så træt at jeg ikke kan tænke klart. Hendes mand ledsager hende ikke denne gang.

Jeg tror jeg gør det nu, siger hun.
Hvad gør du nu?
Min søster har kaldt på mig igen.
Åh, nej, Judithe, siger jeg. Ikke i dag.
Hun ser på mig, kan åbenbart mærke at jeg mener det alvorligt. Hvornår så?
Kan vi ikke sige på onsdag? siger jeg.
Godt, siger hun. Onsdag. Det er en aftale.

For jeg ved at hvis vi går iseng med hinanden, vil min lidenskab slukkes og hendes eksplodere.

Vi runder forbjerget og får øje på bygden, en samling forblæste huse rundt om en nordvendt naturhavan. En smal stribe civilisation helejret af is og mørke. Johannes læner sig ind over opstanderen og peger.
Der, far, der bor vi.

Selv spiser jeg ikke is. Jeg drikker danskvand og faster. TI dagsrationer med proteinpulver rørt op med vand, citronsaft, ahorhsirup og cayennepeber. Min mave rumler vredt ved lugten af isvafler og hotdogs. Hver gang jeg sætter mig på toilettet, kommer der nogle skævt af en syrligt stinkende væske. Min urin er mørk og lugter af acetone. Det er sur forbræhding. Min krop er i gang med at æde sig selv op. Men jeg er fuld af energi og fryder mig ved tanken oom at blodet for hver dag der går, strømmer renere i mine vener.

Det er en arbejde som ville have været overflødigt, hvis de gamle havde et socialt netværk.
Nu bruger man en fortravlet sygeplejerske til det, og det er nedværdigende, både for mig og dem. For mine lynhurtige besøg må gøre det tydligere end nogensinde for dem, hvor ensomme de er.

Bare synet af landevejen der fører nordpå til min arbejdsplads, giver mig kvalme.

I november kommer min mor på besøg fra Norge.

De lader alle sammen som om de ikke forstår hvad man siger, fortæller hun mig.
Nu er i Danmark nu, siger jeg. Folk snakker anderledes.
De snakker grimt, siger hun. De lyder som om de vil spytte en i ansigtet.

Det er fordi du savner det deroppe, siger hun.

Hun ser ikke på mig, stirrer på sine hænder, eller på sin te. Men du tror vel på Gud?
Nej, jeg kan ikke få øje på nogen gud.
Tror du da verden har skabt sig sev?
Tror du Gud har skabt sig selv?
Når du ser et ur, ved du at en urmager har lavet det.
Verden er ikke et urværk. Verden er kaos.
Ja, fordi menneskerne er onde.
Hvad med dinosaurerne, var de onde?
Hun ser på mig med et vagsomnt drag om munden. De blev udtryddet af et meteor..

Fire dage senere tager jeg af sted til København med oppakning til et halvt år. Min vinterdepression er som blæst væk af en frisk artistisk vind. En telefonopringing har ændret alt.

Nordgrønland henligger i vinterens slagskygge. Solopgang glider over i solnedgang uden at nogen dag bliver til. Men når solen nærmer sig horisonten, begynder havet at gløde, og den sydlige himmel opdeles i flere lag farver. Rød, orange, grøn, gul, dyb blå. Her el koldt, minus tolv og faldende, men jeg er holdt op med at fryse. Med kulden følger højtryk og nordlys. Nogle aftener står det urokkeligt som lys fra kolossale projektorer, andre gange blafrer det, bølger, changerer i grønt, blåt, hvidt. Det kaldes ”boldspil”. Det er de døde der spiller med et hvlroskranie.

Kvinden der tager telefonen, genkender straks min stemme. Hvad kan jeg gøre for dig, Kim?
Er der noget ledigt et eller andet sted?
Hvor vil du gerne hed?

Kim Leine, Kalak, 2007